Frem til den 31. oktober er det muligt for lokale projekter i Munkebo at søge Energi Fyns vindmøllepulje om midler.
Vindmøllepuljen støtter udviklingen af lokalområdet i en radius på 4,5 km fra Energi Fyns tre vindmøller på Odense Havn og uddeler i år 92.000 kroner.
Støtte til lokal udvikling
Sidste år støttede Vindmøllepuljen blandt andet Bakkens Venner:
-Bakkens Venner er meget taknemmelige for støtten til borde og bænke samt til en ny kikkert i tårnet på Munkebo Bakke. Det er til stor glæde for de mange gæster, der besøger Munkebo Bakke med den flotte udsigt og skibet, som er en kopi af Ladby Dragen, fortæller Niels-Jørn Kirkebæk fra Bakkens Venner.
Også Drigstrup Lokalråd modtog støtte fra Energi Fyns vindmøllepulje sidste år. Pengene er gået til at renovere og udbygge legepladsen ved Sognegården i Drigstrup:
-Det er vigtigt for os, at landsbyen er attraktiv for børnefamilier, så de fortsat ønsker at bosætte sig her. Pengene fra Vindmøllepuljen er vi rigtig glade for. De falder på et tørt sted, fortæller Jørgen Langholz Carstensen fra Drigstrup Lokalråd. Legepladsen blev indviet i forbindelse med den årlige sommerfest i slutningen af august.
Projekter indenfor energioptimering, energibesparelse, kultur, miljø og natur har fortrinsret, men alle projekter, der understøtter udviklingen i og omkring Munkebo, kan komme i betragtning.
Det beløb, som vindmøllepuljen uddeler, bestemmes af indtægten på den strøm, som vindmøllerne producerede sidste år.
Ansøgningsperioden starter 1. oktober og løber frem til 31. oktober kl. 15. Ansøgninger skal sendes til Energi Fyn på [email protected].
Fakta om Energi Fyns vindmøllepulje
- Energi Fyn har afsat en pulje, som hvert år uddeler midler til udvikling af lokalområdet indenfor en radius af 4,5 km fra Energi Fyns tre vindmøller på Odense Havn i Munkebo.
- Projekter indenfor energioptimering, energibesparelse, kultur, miljø og natur har fortrinsret.
- Vindmøllepuljekomiteen indhenter forslag og træffer beslutning om anvendelse af midlerne fra Vindmøllepulje. Komiteen består af tre repræsentanter fra lokalsamfundet udpeget af Lindø Vindmøllelaug I/S samt to repræsentanter udpeget af Energi Fyn.
- Ansøgninger skal sendes til Energi Fyn på [email protected] mellem den 1. oktober og den 31. oktober kl. 15.