Det er positivt, at vores el i stigende grad bliver produceret af vedvarende energikilder, men det giver også udfordringer.
Måske har du lagt mærke til, at antallet af timer med negative elpriser er steget i takt med, at vi har fået mere vind- og solenergi ind i vores elsystem?
I første halvår af 2024 skete det i mere end 4 % af timerne i Vestdanmark og i 3 % af timerne i Østdanmark. Alene i juli måned var der i Vestdanmark hele 74 timer med negative elpriser og 59 timer i Østdanmark.
De negative priser opstår typisk, når vinden blæser, solen skinner, og vores elforbrug er lavt. Altså hvis der produceres mere grøn strøm, end der bliver brugt. Det lyder jo umiddelbart fantastisk for os forbrugere, men hvis vi kigger på hele elsystemet, er ubalance mellem produktion og forbrug en udfordring i forhold til den grønne omstilling.
Heldigvis kan vi alle forholdsvis nemt bidrage til at skabe balance i vores elsystem ved at rykke vores forbrug til de tidspunkter, hvor strømmen er grønnest, og prisen er lavest. Det er godt for den grønne omstilling, og samtidig sparer du penge.
Så når det kommer til elsystemet, er det faktisk slet ikke så vanskeligt at bidrage til den grønne omstilling og reducere din klimapåvirkning. Prisen på el er nemlig en ret god indikator for, hvornår strømmen er grønnest.
Er elprisen lav, er det ofte fordi, at solceller og vindmøller producerer masser af strøm, og det generelle forbrug er lavt. Og her kan du med fordel bruge strøm.
Du kan nemt holde øje med elprisen i vores app. Her kan du både se din samlede elpris et døgn frem og markedsprisen på el uden nettariffen og afgifter.
Har du elbil, giver det rigtig god mening at vælge en ladeløsning med en ladeapp, som automatisk sørger for at oplade din bil, når strømmen er mest miljøvenlig. Det kan du for eksempel med appen Monta, der følger med vores ladeløsning.
Orker du ikke at tjekke elprisen hver gang, du starter vaskemaskinen eller oplader cyklens batteri, kan du typisk gå ud fra, at strømmen er billigst og grønnest mellem klokken 1 og 4 om natten og mellem klokken 11 og 16 om dagen.
Husk at elprisen er sammensat af flere forskellige elementer, så når du betaler din elregning, betaler du ikke kun for den strøm, du bruger, du betaler også en række afgifter og andre omkostninger. Det betyder, at markedsprisen på el skal være meget i minus, før din samlede elpris reelt bliver negativ.