Nu får Munkebokoret nye sangbøger, Lokalhistorisk forening for Munkebo og Dræby får nye pc'er og i Munkebo Kulturhus kommer der nye drejebænke.
Alle tre projekter har modtaget støtte fra Energi Fyns Vindmøllepulje, der i år samlet uddeler 130.000 kroner til ti forskellige projekter i Munkebo.
Blandt de øvrige modtagere er Østfyns Museer, der modtager midler til projektet "Ny viden om Munkebos gyldne fortid". Et projekt der sætter fokus på Munkebos historie, natur og biodiversitet gennem 3000 år.
Og Grundejerforeningen Kildegården får midler til at styrke biodiversiteten ved at opsætte bi- og insektvenlige cirkelbede.
Støtte til lokale initiativer
Energi Fyns vindmøller på Odense Havn i Munkebo har produceret strøm siden februar 2018. Hvert år uddeler vindmøllepuljen midler til udvikling af lokalområdet i og omkring Munkebo i en radius af 4,5 km fra de tre vindmøller på Odense Havn, som Energi Fyn ejer.
Det beløb, som vindmøllepuljen uddeler, bestemmes af indtægten på den strøm, som vindmøllerne producerer.
Dette års modtagere er:
- Munkeboældreidræt
- Munkebokoret
- Munkebo Seniorer
- Østfyns Museer
- Grundejerforeningen Kildegården
- Lindødag
- Lokalhistorisk forening for Munkebo og Dræby
- Munkebo Bakkes Venner
- Dræby Beboerforening
- Munkebo Kulturhus
Fakta om Vindmøllepuljen:
- Energi Fyn har afsat en pulje, som hvert år uddeler midler til udvikling af lokalområdet inden for en radius af 4,5 km fra Energi Fyns tre vindmøller på Odense Havn i Munkebo.
- Projekter indenfor energioptimering, energibesparelse, kultur, miljø og natur har fortrinsret.
- Vindmøllepuljekomiteen indhenter forslag og træffer beslutning om anvendelse af midlerne fra Vindmøllepuljen.